Søg
  • spørg-fyssen

Endelig må vi spille fodbold igen - husk at passe på dig selv!

Opdateret: 10. mar. 2021


Foråret er over os, græsset er (for det meste) grønt, og vi må endelig mødes på fodboldbanerne igen – og se flere af vores kammerater. Wuhuu… 😊

Forsamlingsloftet på 25 personer gør det stadig svært for 11-mandsholdene at få gang i træningskampe, men det lader vi ligge for en stund, og krydser fingre for, at der snart bliver ændret på dette også.

Det vigtigste lige nu er at I er i gang 😊


En anden ting der er vigtig her i opstarten er, at du som aktiv lytter til din krop. Og det er hvad jeg gerne vil skrive lidt om i dag.


Vi har alle holdt meget mere pause fra sport, end vi plejer. De fleste som spiller fodbold, plejer også at være aktive i foreningslivet hen over vinteren. Man plejer måske at vintertræne udenfor, spille indendørs fodbold, håndbold eller noget helt andet. Ofte går man endda til mere end 1 ting. Og det er rigtig godt, for det er med til at holde dig i form, så du er klar til at fodbold igen starter op. Den optakt har ingen af os haft i år. De fleste af jer har selvfølgelig holdt jer lidt i gang, men det er kun de færreste der har nærmet sig det aktivitetsniveau, som de plejer.

Det er ikke sikkert det kommer til at betyde noget for dig, men det kan også være, at du mærker lidt mere til lysken, knæet eller noget helt tredje, end du plejer – Og her er det vigtigt at tænke sig om!


Når jeg tænker på, hvordan det mon ser ud, når holdene rykker ud på banerne her de første uger, så ser jeg det for mig, som når køerne kommer på græs – det udtryk kender de fleste – og jeg tror fodboldspillerne har det på præcis samme måde som køerne. De er sluppet fri og kan få lov til at løbe og spille bold, som de har savnet i hvad der føles som evigheder. Og når man endelig får lov, så skal der meget til at stoppe en igen. Det er ganske naturligt, men det vil være så ærgerligt, hvis det så er kroppen, der skal sige fra og stop, fordi den bliver overbelastet og skadet.


Derfor vil jeg gerne komme med et par råd til dig, hvis du begynder at mærke lidt gener fra kroppen.


- Hvis du oplever gener under træning, så mærk efter, om de forværres. Hvis de tager til i løbet af træningen, så kan det være et tegn på, at kroppen har lyst til at du stopper. Hvis du sætter dig ud lidt og generne forsvinder, så kan du godt være med igen. Men holder de ikke op, eller kommer de igen ved forsøg på mere aktivitet, så stop træningen for den dag. Måske kan du være med til andre øvelser senere i træningen, som ikke belaster så meget. Det er helt ok at lave de ting, som ikke gør ondt.


- Hvis generne er væk igen dagen efter, så kan du sagtens prøve træning igen næste gang, men skal forholde dig som ovenfor, hvis der igen kommer gener. Hvis du oplever et mønster hvor du flere træninger i træk får ondt under træning, men det forsvinder igen dagen efter, så skal du overveje at ændre dit træningsmønster, for at det ikke udvikler sig. Det kan fx være ved kun at være med i noget af de næste træninger, eller måske helt holde pause fra et par træninger.


- Hvis dine gener ikke forsvinder efter træning, og du føler de også driller lidt i normal aktivitet hjemme, så skal du være mere opmærksom på at få ændret på din træningsbelastning.


Hvis du ikke lytter til de signaler, som din krop sender til dig – og tager styringen, så risikerer du, at det bliver til en reel skade, og så skal kroppen nok selv sige helt fra for dig!! Og så tager det altså typisk noget længere tid, før du er helt fit igen.


Til træneren, som måske læser med😊

Lad endelig være med at presse spillerne for meget. Jeg er med på I også har glædet jer til at komme i gang, og måske endda lægger ekstra træninger ind for at komme optimalt fra start, men som det er beskrevet ovenfor, så kommer de fleste ikke til træningen i samme fysiske form, som de plejer at starte op i. Men bare rolig – den skal nok komme. Og det er ens for alle klubber 😉

Så sørg for at få spurgt ind til, om nogen har ondt, og tag selv fat i spilleren, hvis du lægger mærke til, at der er en der trækker lidt på sig. Spillerne vil for alt i verden spille bold igen, så du kan ikke forvente de kommer af sig selv, før det gør rigtig ondt!



Som fysioterapeut går jeg ind for ”aktiv hvile”. Med det mener jeg, at pause fra en belastende aktivitet ikke behøver at betyde, at man skal sidde stille og vente. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Du må lave alt det der ikke provokerer generne. Så kan man komme til træning, og være med til noget af den, så vil det være det mest optimale. Det at du holder dig i gang, kan også være med til at skaden forsvinder hurtigere, og det holder dig fra, at resten af kroppen går i dvale 😊

Skulle du komme ud for at få ondt, og være i tvivl om, hvordan du skal reagere på det, så er det godt givet ud at opsøge en fysioterapeut. Vi kan hjælpe med at finde ud af, ”hvor stor” skaden er, og hjælpe med at lave en plan for den næste tid, så du kommer hurtigst muligt videre. Vi kan også være med til at komme med forslag til, hvordan du kan være med til mest muligt fodbold, uden at det forværrer skaden.


God træning derude!






131 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Mange har prøvet det, og mange har prøvet det mere end 1 gang. Hver gang er det en træls oplevelse! Faktisk er det 60-80% af alle danskere, der på et tidspunkt vil opleve at have ondt i ryggen. Langt